New Detail

Ny undersøgelse: Danskerne foretrækker at holde ferie i Europa

29/09/2023

Press Release Image

Hver enkelt voksne dansker rejser i gennemsnit til udlandet på ferie to gange om året, og 84 procent vælger primært rejsemål inden for Europa. Det viser en ny undersøgelse af danskernes rejsevaner i 2022 samt starten af 2023, foretaget af Visa. Tyskland, Spanien og Frankrig er de mest populære lande at besøge.

Når danskerne rejser til udlandet på ferie, er det primært med en destination internt i Europa som rejsemål fremfor andre verdensdele. Tyskland er det mest besøgte land, efterfulgt af Spanien og Frankrig på henholdsvis anden- og tredjepladsen, og danskernes tre foretrukne storbyer er London, Berlin og Hamborg.

Det er blandt konklusionerne i en ny undersøgelse – The Global Travel Intentions Study, foretaget af Visa, førende inden for digitale betalinger - hvor blandt andet danskernes rejsevaner i hele 2022 samt første kvartal af 2023 er blevet undersøgt.

Mest for at få oplevelser

I gennemsnit rejser hver enkelt dansker over 18 år to gange årligt til udlandet, og 84 procent af dem henlagde i perioden mindst én af de to rejser til en destination i Europa, mens 67 procent udelukkende rejste internt i Europa. De to næstmest besøgte regioner er Mellemøsten og Asien.

Danskerne rejser hovedsageligt for at få ”oplevelser” (34 procent), mens ønsket om at ”udforske kultur, mad og natur” (27 procent) er den næststørste årsag til at tage af sted. 24 procent angiver ”afslapning” som hovedformålet. Danskernes ferierejser varer i gennemsnit ni dage, viser undersøgelsen

Betalingskort er sikre

Tre ud af fire danskere betaler typisk for overnatning og transporten til destinationen på forhånd med deres betalingskort. Mens danskerne er trygge ved forhåndsbetalingerne med kortet, er de i månederne op til rejsen anderledes usikre på kortets anvendelighed på destinationen. Uanset om en person betaler med et kreditkort eller et debetkort, garanterer Visa's Zero Liability Policy, at de ikke vil blive holdt ansvarlige for eventuelle uautoriserede betalinger foretaget - enten med deres kort eller kortoplysninger.

”Det er forståeligt, at man som kommende rejsende gerne vil sikre sig, at man har mulighed for at kunne bruge sit kort. Men i virkeligheden er der ikke så meget at være bekymret for, når det gælder veletablerede betalingssystemer. Visa har for eksempel eksisteret i Europa i mere end 60 år og indgår i samarbejder med verdens førende banker og virksomheder i omkring 15.000 finansielle institutioner og fintech-virksomheder. Kortet kan derfor bruges i mere end 200 lande og områder,” siger Bente Josefsen, der er landechef for Visa i Danmark, Norge og Island

87 procent af de adspurgte danskere i undersøgelsen brugte da også deres primære betalingskort på rejsen.

Bæredygtighed er vigtigt

Ifølge undersøgelsen har over halvdelen af danskerne (53 procent) kendskab til initiativer til at gøre rejser mere bæredygtige. Det kan være alt fra at vælge fly, der udleder mindre CO2, over hoteller med bæredygtighedstiltag, til at undgå at bruge engangsplastik.

Samtidig siger 65 procent af dem, der søgte efter mere bæredygtige rejsemuligheder, at de havde problemer med at finde ordentlig information. 39 procent af alle de rejsende siger ifølge undersøgelsen, at de savner mere information om dét at rejse mere bæredygtigt.

Slutteligt viser undersøgelsen, at danskerne set i bakspejlet i høj grad har været tilfredse med deres valg af rejsemål. 53 procent siger således, at de har intentioner om et genbesøge destinationen inden for de næste 12 måneder.

Pressekontakt

Henrik Brun / LEAD Agency

+ 45 51 96 27 97

[email protected]